Alm efter sjælden sejr i Herning: En drømmedebut

Der kom tre point på kontoen, da OB fredag eftermiddag gæstede FC Midtjylland.
Efter 15 minutters spil bragte Bashkim Kadrii fynboerne i front. Føringen holdt til pause.
Et kvarter inde i den anden halvleg udlignede Pione Sisto dog for værterne, og dermed så sejrsmissionen ganske svær ud.
OB’erne gav dog ikke op, selvom der skulle et noget alternativt mål til, før der var fuld plade. Jørgen Skjelvik sendte således bolden ind på direkte hjørnespark.
Efter kampen fortalte flere spillere, uafhængigt af hinanden, at OB’erne lykkedes til fulde med de ting, de i løbet af de seneste fire uger har arbejdet på i Ådalen.
– Det er en drømmedebut. Så enkelt er det, lyder det fra Andreas Alm efter 2-1-sejren.
Under Alms tid i AIK, lykkedes det den svenske klub at forøge sit tilskuersnit ganske betragteligt. Hvordan vil han gøre det samme i OB?
– Det var jeg faktisk ikke klar over, lyder det fra en noget overrasket træner.
– Det er klart, at folk er sultne efter at vende tilbage til stadion, og det skal vi forsøge at udnytte i den første hjemmekamp mod F.C. København, tilføjer svenskeren.
Og hvor langt kan fynboerne egentlig drive det til?
– Jeg ser et uforløst potentiale, lyder det simple svar på, hvor stort potentialet i klubben egentlig er.
Nu venter Randers FC på udebane. Kampen spilles næste søndag klokken 14.

Leave a Reply