OB’s nye anfører forklarer: Sådan vil vi gerne spille under Alm

OB fik en drømmestart på denne sæson, da fynboerne fredag slog FC Midtjylland på en notorisk svær udebane. Bashkim Kadrii og Jørgen Skjelvik sørgede for Striwernes to mål.

Selvom de fynske gæster var presset i store perioder, lykkedes det dem også at tage kontrol over dele af kampen, og særligt mod slutningen stod der OB på det meste.

– Selvom vi bliver presset i lange perioder, så får vi skabt okay mange chancer. Vi lægger et højt pres, og det giver nogen gange muligheder. Max (Fenger, red.) har også en mulighed, hvor han presser højt og får skabt sig, hvad der ligner en friløber, siger Jens Jakob Thomasen.

OB har implementeret flere ting under den nye svenske træner, Andreas Alm, der inden kampen til TV3 Sport meldte ud, at han vil ændre på 10 procent af tingene, hvor der vil komme en ny retning, mens han vil justere på de øvrige 90 procent, som i forvejen kendetegner holdet.

– Det er et spørgsmål om at være mere fremadrettet, og at vi agerer i stedet for at reagere. Vi undgår at blive passive. Vi vil gerne op og lægge trykket og tage initiativ, siger Jens Jakob Thomasen om holdets nye udtryk.

Tidligere på ugen kom det frem, at Jens Jakob Thomasen er OB’s nye anfører. I forhold til førhen, får det ikke den store betydning, selvom han dog erkender, at der nu påhviler ham et større ansvar.

– Jeg er omringet af mange ledere på holdet, og jeg tror ikke, jeg skal ændre mig særlig meget. Det er klart, at der følger noget ekstra ansvar med i en anførerrolle, og det tager jeg med glæde på mig. Helt lavpraktisk er der ikke de store ændringer, forklarer Jens Jakob Thomasen om sin nye rolle.

I løbet af de første syv runder møder OB samtlige de hold, der i den forgangne sæson sluttede i top-6. FC Midtjylland er krydset af på listen, og i løbet af den næste måned venter klubber som Randers, FCK og Brøndby.

Om det er en fordel at møde dem så tidligt i sæsonen, hvor transfers ikke er på plads og Europa-kampe kan få større prioritet, finder Jens Jakob Thomasen svært at vurdere.

– Det er svært at sige. Det er rigtigt, at vi lægger ud med et rimelig hårdt program. Men at vi allerede nu har fået tre point på tavlen, det giver os rigtig meget og noget at arbejde videre på, og det gør også, at vi ikke skal komme fra bagkant. Vi er fortrøstningsfulde, og det her er en sindssyg vigtig sejr, slutter OB’s nye anfører.

OB skal i aktion igen på søndag (den 25.), hvor Randers FC venter på udebane. Kampen fløjtes i gang klokken 14.00 og kan ses på Eurosport 2.

Leave a Reply