Morten Bruun slagter OB-stjerne: En kæmpestor skuffelse

Tidligere på måneden valgte den danske journaliststand at kåre FCK’s Pep Biel til efterårets profil.

Kåringen med det modsatte fortegn har nu også fundet sted. I hvert fald hos Discovery+, hvis kanal, Eurosport 2, søndag sendte opgøret mellem OB og FC Nordsjælland.

Her valgte den ene af de to eksperter, Morten Bruun, at pege på Bashkim Kadrii som efterårets største skuffelse i Superligaen.

Kadrii har ikke scoret siden første runde i choksejren mod FC Midtjylland, og det er alt for få mål, mener Silkeborg-koryfæet.

– Jeg havde en klar forventning om, at han her i efteråret ville blive en nøglespiller for OB. Scorer et flot mål i den første spillerunde mod FC Midtjylland, og så har han ikke scoret en eneste gang siden. I dag, (søndag, red.) har han adskillige store chancer.

– Det er jo sådan en spiller, hvor man som OB-mand vil tænke minimum fem-seks scoringer i løbet af efteråret, så han har været en kæmpe skuffelse, og det må han også have været for sig selv, lyder det fra Morten Bruun i TV-studiet.

I øvrigt kan det oplyses, at den tidligere OB-spiller pegede på Vejle som efterårets skuffelse.

Årets sidste Superliga-kamp for OB’s vedkommende endte med en 2-0-sejr over FC Nordsjælland, og der er derfor kun de to kampe i Sydbank Pokalen mod Randers FC tilbage. Fynboerne skal en tur til Kronjylland søndag 5. december, mens returopgøret spilles en uge efter.

Leave a Reply Cancel reply