Eriksens agent forklarer: Derfor træner han hos OB

Christian Eriksens hollandske agent, Martin Schoots, forklarer til TV 2 Sport, hvorfor den fynske midtbanespiller træner hos OB i øjeblikket.

Efter en pause, der strækker sig tilbage til Danmarks åbningskamp ved EM-slutrunden mod Finland, er Eriksen nu tilbage på græs igen, kunne vi torsdag læse, da B.T. skrev om hans uventede retur i Ådalen.

Og nu har agenten altså fortalt, hvorfor det lige netop er OB, der er omdrejningspunktet for træningerne.

– Christian arbejder med at komme sig, som en hvilken som helst anden, der havde oplevet, hvad han har, ville gøre.

– Han foretrækker at gøre det i sit rette element i Milano eller, når han er i Danmark, privat, i sit fødeland. Når han af og til er i Danmark, og han føler for det, bruger han givetvis OB’s faciliteter. Det er en fantastisk gestus af hans tidligere klub, skriver Eriksens agent i en SMS til mediet.

Den hollandske agent fortæller endvidere, at det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt Christian Eriksen har tænkt sig at fortsætte sin karriere.

Leave a Reply Cancel reply