27 år siden i dag: Miraklet i Madrid

Indlægget er en genudgivelse af vores oprindelige skriv, udgivet på Facebook 6. december 2019 i anledning af miraklets 25 års jubilæum.
I dag, mandag 6. december 2021, er det 27 år siden, at OB mirakuløst kunne rejse hjem med et avancement i UEFA Cuppen qua en 2-0-sejr på udebane mod selveste Real Madrid.
En sejr og et avancement, som vakte stor opmærksomhed og chokbølger i hele fodboldverdenen. Nu vidste hele verden pludselig, hvem OB var, og hvad den fynske klub stod for. Fightervilje graveret i klubbens DNA.
Det var de færreste, der havde set det komme. Og alligevel skete det. Miraklet.
Bedriften er sidenhen blevet omtalt som den største sensation i dansk fodbold.
Inden mødet med Real Madrid, havde OB sendt estiske Flora Tallinn, nordirske Linfield og tyske Kaiserslautern ud. På et hængende hår mod sidstnævnte, da det var reglen om udebanemål, som betød, at OB via 1-1 på udebane og 0-0 i den sidste kamp på hjemmebane, avancerede til UEFA Cuppens tredje runde.
I den første kamp i Odense, som blev overværet af 17.500 tilskuere, ankom madrilenerne med et stjernespækket mandskab. Spillere som Quique Sanchez, Luis Enrique, Zamarano… Ja, endda den danske 10’er, Michael Laudrup, var med på et stadion, der var noget anderledes end det, de ellers forvænte madrilenere var vant til fra den spanske liga og det, der dengang hed ”mesterholdenes turnering”, det vil sige Champions League.
Michael Schjønberg åbnede noget overraskende ballet på hjemmebane med et langskudsmål, der bragte fynboerne foran med 1-0. Gæsterne fra den spanske hovedstad kom dog efter det, og førte undervejs i kampen med 2-1. Den dengang blot 19-årige angriber, Jesper Hjorth, bragte dog håb i tingene med sin udligning til 2-2. Men kort inden dommerens slutfløjt, ville Michael Laudrup det anderledes, og Real Madrid kunne rejse hjem til returkampen med en 3-2-sejr.

Miraklet indtræffer

Til returkampen på Santiago Bernabeu, der blev fløjtet i gang på det noget aparte tidspunkt, 17.15, havde tilhængerne af den spanske hovedstadsklub nok ikke engang i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad der skulle komme til at overgå deres hoveder i de kommende timer.
Og det begyndte da også planmæssigt for Real Madrid, som fra kampens start satte sig tungt på bolden og ganske enkelt dominerede i store dele, mens OB’erne måtte lukke så godt ned som overhovedet muligt. Flere gange brød de da også hele vejen igennem til Lars Høgh, der dog på det pureste afviste enhver tilnærmelse, som var det en ganske almindelig træningssession på bane 1 i Ådalen.
Ved pause kunne begge hold gå målløse i omklædningsrummet. 0-0. Med det resultat var Real Madrid videre til kvartfinalen. Hvad Kim Brink har sagt spillerne i katakomberne under Santiago Bernabeu og inde i selve omklædningsrummet, er ikke til at vide.
Anden halvleg blev sat i gang, og madrilenerne var igen den dominerende part i denne forestilling. Af og til var der dog også chancer til fynboerne, som havde øjnet, at andenmålmand, Santiago Cañizares, måske ikke var så vant til det store rampelys.
En OB-kontra bød sig, og den blev udnyttet i fulde drag. På flot forarbejde af 19-årige Jesper Hjorth lobbede han bolden videre og til højre for sig, hvor fandt den lidt ældre, Ulrik Pedersen, på 20 år, der med kølig snilde og beherskethed sendte bolden over Santiago Cañizares. 69 minutter spillet, og fynboerne havde noget uventet bragt balance i regnskabet – madrilenerne var dog stadig videre på reglen om udebanemål.
Det var, som om, at målet til 1-0 gav en vitaminindsprøjtning hos OB-spillerne. I al fald knoklede de på som Duracell-kaniner i kampens resterende del. Madrilenerne trykkede dog stadig på, men med TV 2-kommentator Flemming Tofts egne ord, så var Lars Høgh denne aften en julemand, der ned ad skorstenen sendte gaver i form af den ene pragtpræstation efter den anden. Så det var i hvert fald ikke hjemmeholdet, der kom til at score kampens næste mål.
I dommerens overtid kastede Michael Schjønberg som så ofte før et langt indkast ind i straffesparksfeltet, men Johnny Hansen nåede ikke at få sit hoved på den bold, der blev snittet videre. Så her troede de fleste, at fynboerne havde spillet sin sidste kamp i UEFA Cup-turneringen denne sæson.
Få sekunder før slutfløjt piskede Lars Høgh sine holdkammerater frem og leverede et udspark, der ramte banens midterste del.
Herfra blev den sendt ud på venstre flanke, hvor Michael Schjønberg modtog den. Her rundede han modstanderen, inden han smækkede den ind i feltet med et balanceret indlæg, der endte over i den modsatte ende hos Morten Bisgaard, som 13 minutter inden var blevet skiftet ind i stedet for Steen Nedergaard. Og så kender vi vist alle historien derfra…
2-0 til OB! Hverken spillerne, staben eller kommentatorerne kunne få luft. Men det kunne de 50.000 spanske tilskuere heller ikke. Måbende tog de sig til hovederne, og fluks blev store dele af det imponerende stadion udtømt.
Kampens italienske dommer, Loris Staffogia, må nok også selv have været lidt overrasket, da han med sine tre fløjt i træk signalerede, at kampen var ovre og OB videre til kvartfinalen.
Her ventede de senere vindere af turneringen, italienske Parma, som sendte OB ud med et snævert nederlag på 1-0. En absolut godkendt kampagne fra fynboerne.
Kampen kan i dag ses i sin fulde længde på YouTube:

Leave a Reply Cancel reply