Lars Jacobsen fortryder hån mod OB-fans

Lars Jacobsen scorede et mål mod OB i semifinalen af pokalturneringen i april 2004.

Efterfølgende løb den fynske back, der i den anledning spillede venstre kant, ned og hoverede foran de medrejsende OB-fans.

Jacobsen fortæller i den seneste udgave af Jan Michaelsens podcast ‘Bag om trøjen’, at han den dag i dag fortryder, at han hånede OB-fansene.

– Det endte med, at vi spillede en pokalkamp i Parken, hvor jeg lavede et mål. Jeg hoverede. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg røg ned og jublede op til de her OB-fans, som virkelig havde været på nakken af mig gennem lang tid, og jeg var blevet kaldt alt muligt gennem lang tid, lyder det fra Lars Jacobsen i podcasten.

Lars Jacobsen scorede til stillingen 3-1 efter 78 minutters spil, som også blev kampens resultat.

Den dag i dag fortryder den tidligere OB- og FCK-spiller dog, at han gjorde så meget ud af det.

– Jeg skulle ikke have gjort det. Det var for åndssvagt, reflekterer Jacobsen på spørgsmålet indsendt af OB-fan Kasper Brunsvig Vinkler.

Blev tændt af buhråb og bannere

Han fortæller, at det tændte ham at se og høre de 15.000 tilskuere buhe ham ud af Odense Stadion.

– Jeg blev buhet ud af Odense Stadion, og der hang alverdens bannere derovre. Det tændte mig helt vildt, siger Lars Jacobsen.

Et af bannerne, der hang på Folkets Teater i den tid, var med følgende tekst: ‘Judas hængte sig i skam. Hvad gør du, Lars?‘, da F.C. København gæstede den fynske hovedstad i foråret 2004 med Jacobsen på holdkortet.

Lars Jacobsen spillede i OB i perioden fra 1996 til 2002, inden han skiftede til tyske HSV. Efter et år i Hamborg-klubben gik turen hjem til Danmark og F.C. København, hvor han mødte stor modstand fra de fynske fodboldfans.

Du kan se episoden, hvor Lars Jacobsen jubler hånligt mod OB-fansene, her.

Du kan høre Jan Michaelsens podcast ‘Bag om trøjen’ her.

Leave a Reply Cancel reply